Konservative vil have privatøkonomi på skoleskemaet

Alt for mange unge mangler basal viden om privatøkonomi, når de forlader folkeskolen. Det kan få alvorlige konsekvenser, når de senere står over for økonomiske valg. Derfor foreslår byrådsgrupperne for Det Konservative Folkeparti og VoresSolrød nu, at alle tre folkeskoler i Solrød Kommune fremover skal udbyde valgfaget “Privatøkonomi” i udskolingen.

Økonomisk forståelse er en livskompetence
Gruppeformand for Det Konservative Folkeparti, Morten Scheelsbeck, mener, at undervisning i privatøkonomi er en vigtig del af at forberede unge på voksenlivet:

“Vi ønsker at klæde vores unge bedre på til den virkelighed, de møder, når de forlader folkeskolen. Privatøkonomi handler ikke kun om penge, men om ansvar, overblik og frihed. Derfor håber vi, at byrådet vil bakke op om, at vi giver vores udskolingselever et relevant og nyttigt tilbud.”

Forebygger gæld og økonomiske problemer
Ifølge tal fra RKI var næsten 46.000 unge mellem 18 og 30 år registreret som dårlige betalere i 2019. Samtidig viser en undersøgelse fra Finans Danmark, at mange unge føler sig usikre i forhold til basale økonomiske begreber som budgetter, renter og ÅOP.

“Mange unge forlader skolen uden at vide, hvordan man lægger et budget, hvad renter betyder, eller hvordan man sparer op til fremtiden. Det kan føre til uhensigtsmæssige økonomiske beslutninger, der påvirker dem i mange år. Vi mener, at økonomisk forståelse er en livskompetence på linje med at kunne læse og regne, og derfor bør det være et tilbud til alle elever i udskolingen i Solrød Kommune,” siger Anette Fynbo Blem fra VoresSolrød, som er medlem af Familie- og Uddannelsesudvalget.

Praktiske færdigheder og bedre forberedelse til voksenlivet
Forslaget lægger op til, at eleverne undervises i emner som budgetlægning, opsparing, lån og renter, skat, pension og investering – samt forbrug og bæredygtighed. Målet er at give dem konkrete redskaber til at forstå og styre deres egen økonomi.

Forslaget fremsættes som et medlemsforslag, hvilket betyder, at det skal behandles politisk i byrådet. Konkret foreslår de to byrådsgrupper, at administrationen undersøger mulighederne for at indføre valgfaget “Privatøkonomi” i udskolingen og fremlægger et oplæg for Familie- og Uddannelsesudvalget til videre drøftelse.