Der er brug for et sundere og mere aktivt liv for børn og unge
Jeg hedder Martin Truberg Jensen og stiller op for De Konservative til kommunalvalget her i Solrød Kommune, og jeg vil arbejde for et sundere og mere aktivt liv for vores børn og unge. Lige fra de bliver født, skal de være aktive og leve sundt, for vores børn og unge fortjener et sundt og aktivt liv, som skal danne grundlag for et længere og bedre liv.
De seneste tal fra WHO viser, at 8 ud af 10 danske børn ikke er aktive nok i løbet af dagen, men motion er vigtigt, for det er med til at skabe mere selvværd, forebygge diabetes 2 og forebygge hjertekarsygdomme.
Det er sejt at gå til idræt og dyrke motion
Tal viser desuden, at 19 procent af alle børn og unge har en overvægt. Vi har ikke præcise tal for Solrød Kommune, men vi må gå ud fra, at vi er nogenlunde repræsentative. Det er en overvægt, som de bærer med sig ind i deres voksenliv. Det skal vi tage seriøst og gøre noget ved.
Det skal vi starte med at italesætte over for sundhedsplejersker. Vi skal være mere aktive i SFO’erne. Vi skal være mere aktive i vores daginstitutioner. Og vi skal være mere aktive i skolerne. Og sammen med vores idræts- og kulturliv i Solrød Kommune skal vi have et grundlag for, at det er sejt og godt at gå til idræt og dyrke motion.
Vi skal understøtte vores idrætsforeninger
Vi skal inspirere og motivere vores familier til at have et aktivt og sundt liv sammen med deres børn i vores dejlige Solrød, hvor der er skønne, grønne omgivelser, og vi skal understøtte vores mange idrætsforeninger og klubber i Solrød Kommune til at få nogle bedre vilkår, så de kan skaffe flere medlemmer.
Jeg vil arbejde for et sundere og mere aktivt liv for. Solrøds børn og unge under mottoet ‘Et aktivt Solrød er et sundere Solrød.’
Husk at stemme til kommunalvalget 2021.