K og LA vil have Solrød Kommune med i nyt skoleforsøg
Landets kommuner kan nu ansøge om, at deres lokale folkeskoler bliver en af de 50 forsøgsskoler, som regeringen i et rammeforsøg vil give mere fleksible muligheder for at tilrettelægge skoledagen. De lokale konservative og LA’ere i Solrød Kommune støtter op om initiativet og tager nu sagen op lokalt for at få Solrød Kommune med i forsøget.
”Siden folkeskolereformen blev vedtaget, har både LA og K gang på gang ønsket mere fleksibilitet i folkeskolen. Måske er skoledagene nogle steder for lange, og måske skal mere faglighed prioriteres højere, og derfor glæder vi os til at se, hvilke muligheder dette kunne give vores skoler i Solrød Kommune,” udtaler det lokale byrådsmedlem Henrik Boye (LA).
De lokale konservative er enige:
”Dette er et godt og nødvendigt skridt på vejen mod en bedre og mere målrettet hverdag i landets folkeskoler. Det er vist ikke nogen hemmelighed, at den nye understøttende undervisning, som har høstet kritik for ikke at være faglig nok, aldrig har været designet helt efter vores hoved. Derfor er vi selvfølgelig særligt interesserede i, om vi lokalt eksempelvis kan konvertere UU-timerne til bedre indhold – det kunne turboforløb for fagligt svage elever eller andre pædagogiske tiltag, der kan styrke fagligheden,” mener Morten Scheelsbeck (K).
Regeringen understreger i øvrigt, at eventuelt besparede midler skal bruges krone til krone på at højne kvaliteten i skolen på andre måder.
”Vi er glade for, at dette netop ikke er en spareøvelse. Pointen er at give mere frihed til skolerne – vi er vilde med decentralisering og selvbestemmelse – til selv at indrette skoledagene mest hensigtsmæssigt, og først og fremmest handler det om at få mere faglighed i folkeskolen,” afslutter de to lokalpolitikere i en fælles udtalelse.