Hans Odder genopstiller ikke i 2021
Hans Odder har i dag meddelt, at han trækker sig som spidskandidat for det Konservative Folkeparti i Solrød og derfor stopper i byrådet den 31.12.21.
Der er ingen tvivl om, at Hans har gjort et kæmpe og visionært arbejde for kommunen, og vi kommer til at savne hans ildhu og engagement for at skabe et Solrød, som er godt at leve og bo i.
Hans Odder udtaler: “Jeg glæder mig over de mange resultater, jeg sammen med byrådet har været med til at gennemføre. Jeg glæder mig over, at vores nyvalgte bestyrelse og ikke mindst den fremgang, som partiet er inde i, vil skabe helt nye og spændende efterfølgere, når jeg udtræder af byrådet”.
Bent Helvang, formand for Konservative i Solrød, udtaler: “Der er god grund til at takke Hans for det store arbejde og ikke mindst de aftryk, han har sat i kommunen, som ikke mindst har gjort Solrød til det, den er i dag”. Samtidig glæder jeg mig over, at vi i bestyrelsen har gode folk stående klar i kulissen til det videre arbejde”.
På bestyrelsens vegne
Bent Helvang
Formand for Konservative i Solrød