TRANSPORTCENTER I SOLRØD
I starten var Konservative faktisk imod et transportcenter i Solrød. Det var måske nok den holdning, som er lettest at antage. Men efterhånden som vi er blevet klogere på detaljerne, er vores holdning skiftet.
Staten har udpeget præcis det område til præcis det formål ud fra en lang række parametre. Dels den åbenlyse logistikfordel i at lægge det lige ved siden af den vej, hvor trafikken allerede suser forbi i dag, og dels det samfundsøkonomiske i at understøtte en sektor i vækst. Men også ud fra en klimabetragtning om så få ekstra kilometers kørsel som muligt, med mindst mulig CO2-udledning. Det er derfor flere gode grunde til at støtte den beslutning, som staten har truffet.
Og hvorfor skal Solrøds erhverv domineres af pizzeriaer og damefrisører? I stedet for nye områder, hvor der skabes en følgeøkonomi, som vil styrke kommunens økonomi betragteligt. Ikke fordi kommunen sælger et mindre jordareal, men fordi der er kommer en række sidegevinster sammen med transportcenteret. Baseret på erfaringer fra Køge estimerer Konservative, at Solrød Kommune vil kunne øge driftoverskuddet med 20-25 mio. kroner årligt. Og sammenligner man det tal med et forventet overskud på driften i 2019 på 32 mio., skal der tungtvejende argumenter til for ikke at takke ja til sådan en indtægtskilde.
Vi har kigget på det udpegede areal. Ikke på et Google-kort, men derude. Der er ikke tale om et naturskønt område med dejlig, bevaringsværdig natur. Der er tale om et støjplaget område, som er klemt inde mellem en jernbane og ottesporet motorvej. Området er let kuperet, og der vil efter vores mening fint kunne ligge lagerhaller, som sagtens kan passes ind i området, men velovervejet beplantning rundt om. Haller, som vel at mærke ikke vil være højere end dem, vi kender fra OJD, som ligger mere centralt i Solrød.
Tilkørslen kan laves forsvarligt uden at øge risikoen for de børn, som skal cykle gennem området, og uden at invitere til tung kørsel, hvor den er uhensigtsmæssig. Og det hele vil blive etableret for developers regning, inden det overdrages til kommunen. Den trafik, som fremover vil køre af fra motorvejen eller Roskildevej i stedet for at suse forbi, vil kunne placeres, så den er til minimal gene for de omkringboende.
Alt i alt synes vi, at det er et glimrende forslag fra staten, som vil kunne være med til at sikre, at Solrød kommune kan fortsætte som selvstændig kommune med en bæredygtig økonomi i mange år frem.
Vi ser frem til at modtage og gennemlæse alle høringssvarene for at se, om der er argumenter, som kan kræve yderligere tilpasning af planerne, eller som helt kan få os til at ændre holdning.
Med ønske om en god sommer til alle,
Hans Odder og Jan Færch
Det Konservative Folkeparti